Bioware har fået gevaldig vind i sejlene ovenpå deres Dragon Age- og Mass Effect-serier, og især nu er de slet ikke til at skyde igennem, da de har lanceret verdens dyreste MMO Star Wars The Old Republic. Men samtidig er de godt nok også blevet en flok pølsefabrikanter, der knalder fortsættelser ud, der må imponere selv kolleegernei EA Sports og deres endeløse serier af fodbold og stangtennis.

Eksempelvis var efterfølgeren til Dragon Age ude hurtigere, end enhver person med et fast fuldtidsjob havde nogen jordisk chance for at kunne nå at gennemføre det første spil. I første omgang var det ganske vist ikke en rigtig toer, men disken havde knap nået at snurre i drevet, før den det rigtige Dragon Age 2 så kom.

Anywho, det er bedøvende lige meget – Dragon Age var/er en drøj omgang drønkedeligt dragebavl, som jeg aldrig orkede at gennemføre. Helt anderledes havde jeg det derimod med Mass Effect. På overfladen lignede det endnu et metervare science fiction-spil (og det var det nok også til en vis grad), men det havde et pokkers fængende plot, et par interessante bifigurer og nogle ekstremt vellykkede skurke. Og alt dette på trods af at spillet også var belemret med en de mest ligegyldige hovedpersoner i nyere tids computerspilshistorie.

Spændingskurven udviklede sig elegant næsten hele spillet igennem. Fra starten var man kun en almindelig fodtudse, men blev så forfremmet til hemmelig intergalaktisk agent – som det første menneske nogensinde, forstås. Det er jo i sig selv fedt, men derudover var der den oprørske agent Saren, der var iskold og kynisk (men intelligent – som en rigtig skurk skal være) og som have skumle planer for galaksens fremtid. Eller hov … Var det nu egentlig også ham, der havde det? SPOILER! Pludselig går der nemlig ren Lovecraft i historien, da det viser sig, at det er Sarens rumskib tilhører en race af Great Old Ones, der barer venter på at stjernerne skal stå rigtigt, før end de kan vende tilbage og suge al livet ud af galaksen.

Samme stærke plot mangler totalt i Mass Effect 2, hvis eneste eksistensberettigelse tydeligvis er at udgøre fyld frem til spil nummer tre (et klassisk tilfælde af trilogitis). I stedet er spillet bare gjort længere, proppet med mere fyld, hvilket blandt andet skyldes at holdet af potentielle medrejsende er blevet forøget drastisk. Dem skal man naturligvis pløje galaksen tynd med, mens man løser alle deres ærinder. Etterens sidemissioner var ærligt talt heller ikke lige spændende hele tiden, men det var til at leve med, da de netop var sidemissioner til et solidt hovedplot, som gjorde at man orkede dem. Præcis hvor skabelonagtigt, det er, går for alvor op, når man for tyvende gang skal nå fra punkt A til B for at genstarte en computer eller lignende rinse-and-repeat-mission. Og det er mig især en gåde, hvordan nogen i fuld alvor kan mene, at dialogen i det her spil er så fantastisk velskrevet. Det må være samme slags mennesker, der synes, at David Cages patetiske palaver også giver mening.

Mysteriet jeg forsøgte at få afklaret i Mass Effect 2 havde derfor ikke noget at gøre med hverken Collectors (kedeligere version af Geth’erne fra det første spil) eller Reapers, men snarere hvorfor jeg blev ved med at spille skidtet. Måske håbede jeg et eller andet sted, at når etteren var så fedt, måtte toeren også have nogle tricks i ærmet – hvis bare jeg gav det tid nok. Indrømmet, der var da et par af sidemissionerne, der var ret underholdende. Mordin og Legion var blandt mine favoritter, sidstnævnte mest fordi, han var Geth og dermed skurk i det første spil, men også Garus’ udvikling i retningen af bitter selvtægtsmand var ret underholdende. Resten af slænget virkede dog som ren genbrug eller omskrivning af figurerne fra første omgang – og Wrex var tusind gange sejere end toerens token-krogan Grunt. For slet ikke at tale om Jacob og Miranda – og hele den latterlige (måske) Cerberus-sammensværgelse. I øvrigt var det tydeligvis den forkerte Sheen, de fik hyret til den rolle – tænk, hvis junior var gået grassat lidt før, så havde han virkelig kunne tilføre rollen noget ægte storhedsvanvid …