Henry Hatsworths Hyggelige Hegemoni
I de gode, gamle dage var England et imperium og kolonialismen var den hvide mands byrde. Mennesker som ikke var født i Europa var vilde, og jo længere væk fra Europa man kom, jo vildere blev det. Dem i Østeuropa var faktisk også lidt vilde. Kriminelle og psykisk syge var degenererede stakler som havde for meget af det vilde i sig. Hvad skulle man gøre, andet end at drage ud i vildnisset og med macheten i den ene hånd og Bibelen i den anden opdrage og civilisere de vilde, så godt som man nu kunne. For helt godt bliver det jo aldrig.
Det er denne stolte tradition Henry Hatsworth udspringer af. I sine unge dage drog han ud og opdrog, gjorde sin pligt og bragte guld- og kulturskatte hjem til Dronningen og Moder Albion, for den slags kunne de vilde jo umuligt sætte pris på. Kast et blik på første strofe af Rudyard Kiplings “The White Man’s Burden”, som lige så godt kunne have været introduktionen til Henry Hatsworth in the Puzzling Adventure:
Take up the White Man’s burden–
Send forth the best ye breed–
Go bind your sons to exile
To serve your captives’ need;
To wait in heavy harness,
On fluttered folk and wild–
Your new-caught, sullen peoples,
Half-devil and half-child.
Ingen kommentarer »
Jack Does Drac: Vampire Killer og al dens lirum-larum
Stik imod alles forventninger, ikke mindst mine egne, er det lykkedes mig at holde fast ved min “spil-alle-Castlevania-spil”-indskydelse længere end jeg holder ved de fleste ting, og jeg har netop gennemført Vampire Killer. Hvad der har forårsaget et så såre svigt fra min ADHD kan jeg ikke forklare, men det kunne eventuelt skyldes at Castlevania-spillene indtil videre har været så fremragende underholdning.
De oprindelige prognoser så ellers nedslående ud. De få steder på internettet Vampire Killer nævnes omtales det som en af de sværeste Castlevaniaer, sværere endnu end det oprindelige, som det i bund og grund er en genfortælling af. Der er dog en helt række særdeles bemærkelsesværdige forskelle, som fordeler sig nogenlunde ligeligt mellem forbedringer og forfærdelige idéer som burde have dræbt deres ophavsmand eller -kvinde længe inden de egentlig fik idéen.
Jack Does Drac: Castlevania I og de syv små save-states
Jeg går ud fra det er unødvendigt at understrege hvor helt fantastiske de tre Castlevania-spil til DS er, ikke? Godt. Jeg er netop gået i gang med den eneste af dem som jeg stadig har til gode, nemlig Portrait of Ruin, og selvom de to andre er bedre er det nu lige hvad jeg behøvede at kurere den brændende fornemmelse i underhuden, rastløsheden og de søvnløse nætter, koncentrationsvanskelighederne og de narkoleptiske anfald som alvorlige metroidvania-abstinenser forårsager. Som så mange gange før var det imidlertid ikke nok. Jeg måtte fordybe mig endnu mere i seriens glorværdige historie, så jeg besluttede mig atter en gang for at spille alle Castlevania-spil fra en ende af (igen)!
Indtil videre er jeg nået til Castlevania (1986), som er det første spil. Imponerende, ikke? Jeg spiller det på den nydelige lille emulator Nestopia, som nok har et utroligt særpræget og grimt interface (på linux) og ikke helt så sjovt et navn som NESticle, men som gør jobbet. Det gik fint i den første bane, mindre fint i den anden, og endelig var jeg ved at miste modet på tredje bane. Spillet er, i bedste 80er-platform-stil, svært som bare pokker. Mens jeg forbandede skiftesvis min manglende kompetence, klimaforandringernes alt for langsomme gennemslagskraft og min alt for ynkelige pisk slog det mig pludseligt at løsningen på alle mine problemer var opfundet: save-states!
Mount and Blade – 85% rabat på Steam
I denne weekend har du mulighed for at score Mount and Blade for sølle 5€ på Steam. Spillet er udviklet af de tyrkiske spiludviklere Tale Worlds og kan bedst beskrives som en slags kampsimulator med middelaldertema. Det fik en masse tæsk ved udgivelsen, nok fordi det ligner et traditionelt RPG a la Oblivion, men så langt fra er det. Der er fx ingen former for magi eller overnaturlige væsner, og heller ikke engang noget overordnet plot.
Til gengæld byder spillet på nogle fantastiske slag, hvor man deltager enten som fodtudse eller på hesteryg, i stedet for at sidde på sikker afstand som i andre strategispil.
Det er givetvis ikke et spil for alle, men jeg kan altså godt li’ det. Du kan prøve demoen først, hvis du vil undgå at købe gangeren og sværdet i sækken.
Cooking Mama vs. Science Papa
Selv Science Papa vil hellere spille Cooking Mama
Egentlig havde jeg besluttet at skrive en artikel hvor jeg ville udgive mig for at være retfærdigt indigneret og hudflette de kønspolitiske problemer i henholdsvis Cooking/Gardening Mama og Science Papa. Indignationens oprindelse skulle være tydelig for enhver: spillene lærer os at mor skal passe kødgryderne og blomsterbedene, mens far er den eneste som kan finde ud af alt det komplicerede med matematik og kemi og den slags. Jeg vil lige for forhåndenværende undgå at komme ind på det refleksive hierarki jeg opstillede, hvor videnskab fremstår både sværere og vigtigere end de huslige sysler, men lad det være noteret at skribenten selv ligger under for diverse problematiske diskurser.
Det gik dog ret hurtigt op for mig at den vinkel ikke ville blive specielt morsom, da jeg i bund og grund fandt indignationen berettiget og retfærdig. På trods af den nu manglende vinkel tænkte jeg at jeg hellere måtte spille spillene og se hvad der viste sig. Og ingen kan vel være overraskede over at jeg nu rent faktisk er indigneret!
Fir-farver fandango: Wolverine Jr. & Wolverine Sr.
I Old Man Logan af Mark Millar og Steve McNiven (Wolverine #66-72) møder vi Wolverine 50 år efter superskurkene og underlagde sig verden. Efter de tragiske begivenheder, som i første omgang holdes skjult for læseren er Wolverine nu blot Logan, og lever i fred og fordragelighed på sin bondegård med sin kone og to børn. Han har svoret aldrig at gøre nogen fortræd igen, men da det kniber med huslejen, som skal betales til Hulks indavlede børnebørn, dukker Hawkeye op og giver ham et tilbud han ikke kan afslå. Og det er nok ikke at afsløre for meget at sige at inden det hele er overstået er kløerne slået ud igen.
Det er en fremragende historie, og netop fordi det er en undergangshistorien, om afslutningen på verden, i hvert fald i den inkarnation der er værd at leve i, er der ingen grund til at ligge fingre imellem. Der er ingen grund til at nogen skal overleve historien, og det er præcis den lemfældige omgang med karakterernes liv som giver mulighed for at skabe en virkelig episk historie. Det er den ene af de fejl hele X-Men Origins: Wolverine-konceptet, i alle dets tværmedielle og for drengene i marketing synergistiske afskygninger begår. Der er ingen konsekvenser, og der er ingen overraskelser. Alle skal holdes i live, for nu skal de jo være dem der vendes tilbage til når Wolverine næste gang “indhentes af fortidens lange og dystre skygger”. Det vildeste man kan opleve er at nogen får et nyt kostume, og en anden mister sin mor i stedet for sin far i sin oprindelseshistorie.
3 kommentarer »
Demigod(t)-tilbud II
Jeg har lige modtaget en mail fra Stardock med den følgende kode, der giver 75% rabat på Demigod:
DG-4541270
Jeg formoder, det er til først-til-mølle, men prøv endelig koden for en sikkerheds skyld. Totalprisen skulle blive 38,75 kr, hvilket er meget lidt for dette ekstremt underholdende RTS.
Køb spillet hos Stardock (HUSK ENDELIG AT INDTASTE KODEN – gyldig til 18 februar!)
Enjoy!
It’s alive! Sådan da…
Pred wit da dread!
Så er demoen ude til Aliens Vs. Predator, bl.a. på Steam. Af en eller anden grund er det kun en multiplayerdemo, så hvis man ikke kan/gider vente på 8 spillere til en session, er det bare synd – no demo for you, NEXT!
Dr. Benway og hans DS
Min grå filt-hat og min sorte frakke hænger forvredent i atrofieret yen-ventetid. Morgensolen profilerer mig i Picross DS’ orange-gule flamme. Jeg har en papirserviet under min kaffekop – tegnet på dem som bruger meget tid på at sidde over kaffe i de offentlige pladser, restauranter, stationer og venteværelser over hele verden. En Picross-spiller, selv på midt niveau, kører på Picross-tid, og når jeg påtrængende invaderer andres tid, som alle ansøgere, må jeg vente. (Hvor mange kopper kaffe på en time?)
Alle vil naturligvis genkende ovenstående passage fra William Burroughs’ Naked Lunch, lettere omskrevet til at være mere passende til min egen sørgelige skæbne. Ja, det er sandt, i efterhånden lang tid har jeg været slavebundet af dette narkotikum, dette subversive element under vor civilisations fundament, denne gnavende cancer i hjertet af alt hvad der er godt og sandt.
LIIIIIGHT…iiiight…iight
De gode folk på Crispy Gamer har begået en fantastisk serie videoer under navnet ”Great Moments in Voice Acting”. Videoerne griber fat i de allermest skelsættende præstationer indenfor stemmeskuespil i computerspil – og der er godt nok nogle helt uvurderlige pragtpræstationer i blandt.
Især dette klip fra Devil May Cry (et af mine absolutte yndlingsspil), hvor Dante lamenterer over Trishs død. Jeg må have set det 20 gange indtil videre og er stadig ved at dø af grin.